Michel Tremblay

For mere end to tusinde år siden spurgte Euripides’ Elektra : “Hvordan skal jeg begynde min anklage? Hvordan skal jeg slutte den? Hvad skal jeg sige midt i den?” I denne æra af eufemisme og tom tale, hvor det betragtes som værende bedre at skåne alles følelser end at sige tingene rent ud, har skriget fra Agamemmons datter intet mistet af sin relevans. At anklage, fordømme, provokere, forurolige. Er al dette ikke teatrets rolle? 

Tendensen mod universalitet for enhver pris, den konstante tale om globalisering, som er så meget oppe over tiden, og som truer med at reducere vores verden til størrelsen af en landsby, hvor ensartetheden hersker, er bestemt ikke noget, der gør teatrets rolle lettere i vores voksende aseptiske samfund, underkastet og hersket fra det høje af to eller tre magtfulde kulturmonstre. Den umættelige trang til at ensrette alt og alle i verden vil resultere i, at alting på jord bliver til ingenting.  

Nej, ved begyndelsen af dette tredje millenium vil frelse snarere komme fra de spæde stemmer, som hæves i alle dele af verden for at kritisere uretfærdighed, og i overensstemmelse med selve teatrets fundament at uddrage essensen af mennesket, destillere den og trasponere den med det formål at dele den med hele verden. Disse spæde stemmer kommer fra Skotland, Irland, Sydafrika, Quebec, Norge og New Zealand. De sørger for, at deres protestråb bliver hørt allevegne. Nogle gange har de en lokal farve og en særegen aroma, som bestemt ikke har noget globalt over sig, men disse stemmer er i det mindste ægte. Hvad mere er, så taler de til enhver, fordi de i første omgang henvender sig til en eller anden person , til et bestemt publikum, som er i stand til at blive bevæget, da det genkender sine egne kampe og genvordigheder og er i stand til at græde over og grine af selv. For universaliteten i en dramatisk tekst vil ikke findes dér, hvor den blev skrevet, men i dens humanitet, i relevansen af dens tilkendegivelser og i skønheden af dens struktur. Forfattere er ikke mere universelle, fordi de skriver fra Paris eller New York i stedet for Chicotimi eller Port-au-Prince. De er universelle, når de taler om noget, som de kender godt til et publikum, der er rede til selvransagelse og til at se sig selv for, hvad det er, så lykkes det for dem gennem teatrets mirakel, ja , ved den tro som lægger i den og ved deres oprigtighed i at beskrive og synge om menneskets sjæl, dykke ned i dens mysterier og genvinde alle dens rigdomme. Chekhovs var ikke universel, fordi han var russer, men fordi hans genialitet gjorde ham i stand til at beskrive den russiske sjæl, i hvilken alle mennesker kan genkende sig selv. Det samme gælder for alle genier og endog for ganske almindelige “gode” dramatikere. Hver en linie i en dialog skrevet af en forfatter et eller andet sted i verden  er pr. definition universel, hvis den udtrykker Elektras fundamentale skrig: ”Hvordan skal jeg begynde min anklage? Hvordan skal jeg slutte den? Hvad skal jeg sige midt i den?” 

St Adolphe d’Howard, 24 juli 1999 

(Originalen er skrevet på fransk. Oversat fra engelsk af Judith Horvath, dansk ITI)  
[Original français] 
 
 

Photo: Grégoire Photo (Droits restreints)